tirsdag den 23. august 2016

Medaljer med karamel og moccacreme

Medaljer med karamel og moccacreme

 
Jeg indrømmer.... jeg er VILD med flødekager.
 
Jeg sidder tit og kigger opskrifter. Det kan være dem jeg allerede har eller det kan være via et link derer dukket op på facebook.
 
En side jeg ofte er stødt på her på det sidste er Isabellas.dk
Der er ualmindeligt mange opskrifter, hvor den ene er mere lækker end den anden og ingen tvivl om at jeg har lyst til at smage på dem alle sammen.
 
Men man er jo nødt til at vælge... og hvis jeg vil smage må jeg jo bage dem selv ;-)
 
Igår faldt jeg så over den her (-sammen med en masse andre lækkerier) og idag tænkte jeg - dem MÅ jeg lave.
 
Jeg har altid elsket medaljer - og er den der chokolade/karamel/mocca smag kan jeg simpelthen ikke få nok af.

Jeg vil anbefale at lave kakaomørdejen dagen i forvejen da jeg synes den ikke er heeeelt så nem at arbejde med som den almindelige.
Man kan eventuelt også bare bruge den almindelige mørdej sammen med karamellen og moccacremen, hvis man ikke bryder sig om kakao versionen.

Det skal du bruge:

Til karamellen: (dulce de leche)

1 dåse kondenseret mælk
1/4 tsk. flagesalt

Dulce de leche kan altså købes i flere supermarkeder hvis man ikke har mod på at koge den selv. Du finder den på hylden ved siden af den almindelige kondenseret mælk.




Til moccacremen:

4 dl piskefløde
100 g hvid chokolade
1 1/2 spsk instant kaffe - fx. Nescafé
2 blade husblas


Til kakaomørdejen:

250 g hvedemel
200 g blødt smør
  75 g flormelis
2 spsk. kakao
1 æg
2 tsk. vaniljesukker (eller korn fra 1 vaniljestang)
1/4 tsk. salt

Til Glasur og pynt:

100 g flormelis
Ca. 2 spsk stærk friskbrygget kaffe
høvlet mørk chokolade


Sådan gør du:

Karamel:

Læg dåsen med kondenseret mælk i en gryde og dæk den med vand.

Bring vandet i kog, skru ned og lad dåsen småkoge under låg i 3 timer.
Det er VIGTIGT at dåsen HELE TIDEN er dækket med vand.

Tag dåsen op, og lad den køle helt af - gerne til dagen efter.
mælken er nu blevet til tyk karamel og er klar til brug.

 Moccacreme:
Læg husblassen i en skål med koldt vand.
Hak den hvide chokolade groft, og læg det i en skål.
Varm fløde og instant kaffe op til kogepunktet (det må IKKE koge)
Tag straks gryden af varmen, og hæld kaffefløden over chokoladen.
Rør, til chokoladen er smeltet helt.
Vrid husblassen fri for vand og opløs den i direkte i moccacremen under omrøring.

Dæk moccacremen med vita wrap - som lægges helt ned ovenpå på cremen, så der ikke dannes kondens.

Sæt på køl i mindst 3 timer - gerne til dagen efter

Kakaomørdej:

Pisk smør, flormelis, vaniljesukker og salt godt sammen. Tilsæt æg og pisk godt.
Sigt melet og kakao i og rør forsigtigt.
Saml hurtigt dejen  med hænderne uden at ælte for meget.

Pak dejen ind i film og læg på køl i mindst 30 min.
Dejen kan med fordel laves dagen i forvejen.

Rul dejen ud i 1/2 cm tykkelse på et meldrysset bord.
Stik dejen ud i 16-20 (husk det skal være et lige tal) cirkler med en udstikker på ca. 6 cm.
(brug evt. et glas eller kop)

Fordel bundene på en bageplade med bagepapir og bag dem 10-12 min ved 180 grader forvarmet ovn.

Afkøl på risten
 
Saml kagerne:

Pisk den kolde moccacreme luftig med håndmixeren, og fyld dem i en sprøjtepose - jeg har brugt en stor stjernetylle derpå.
Sprøjt en høj krans af moccacreme langs kanten på halvdelen af bundene.
Åbn dåsen med karamel, og rør flaagesalten i.
Fyld karamellen i en lille sprøjtepose, og sprøjt den ned i hullet i midten af moccacremen på hver bund.



















Glasur:

Rør flormelis og kaffe sammen, og smør den på de resterende bunde. Pynt med chokolade og læg dem ovenpå de cremefyldte bunde.

Da cremen stadig er meget blød anbefaler jeg lige at sætte dem på køl en halv times tid inden servering.

Velbekomme ;-)


 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar